TOP

2019 – Gilgamesh

Af Sophus Helle

Gilgamesh er et babylonsk epos, der i sin endelige form blev til omkring det 11. århundrede f.v.t. – det vil sige for over tre årtusinder siden. Så bedaget som Gilgamesh er, kan det virke overraskende, at eposset stadig formår at fascinere moderne læsere, der fanges og forundres af en tekst, som blev til i en helt anden verden, en helt anden kulturkreds, et fjernt land og en fjern tid. Et tilbagevendende træk i epossets moderne receptionshistorie er læsernes evne til at identificere sig med dets hovedpersonen: den østrigske digter Rainer Maria Rilke sagde om eposset, at han følte, at det angik ham (”mich gehts an”). Men hvordan kan en historie om en tyrannisk konge, som ifølge babylonerne selv levede i det otte årtusinde f.v.t, som er 5,5 meter høj og to tredjedele gud, angå nutidens læsere? Hvordan kan man spejle sig i denne gigantiske figur? Der er næsten lige så mange svar på det spørgsmål, som der er Gilgamesh-læsere. For nogle handler eposset om kærlighed mellem mænd, for andre om dødsangst og jagten på udødelighed. Nogle fanges af epossets skildring af sorg, andre af dets overvejelser om, hvad historier gør ved deres lyttere. Og så videre: Eposset er som et enormt kalejdoskop, som hver ny læser finder ny mening i.

Luksusudgave fra Gyldendal

Et andet særtræk ved Gilgamesh, der kan forklare dets tusindårige popularitet, er epossets blanding af vild energi og dyster refleksion. Helten Gilgamesh er ung og dumdristig. Hans evige rastløshed (guderne siger om ham, at der er en ”storm i hans hjerte”) driver ham konstant frem til nye eventyr, og ofte til idiotiske voldshandlinger, der ender med at gøre mere skade på ham selv end på nogen andre. Han er en energibombe, der fører plottet videre og sørger for, at historien aldrig bliver kedelig. Men eposset Gilgamesh er langt mere melankolsk. Det er spækket med tungsindige overvejelser om menneskets plads i universet, dødens nødvendighed, gudernes fejltrin og mere endnu. Det er den kombination af fremdrift og eftertænksomhed, som gør, at eposset både kan fange sine læsere og få dem til at føle, at historien angår dem. Eposset er en omgang mørk livsfilosofi på speed.

Sophus Helle og Morten Søndergaard

I 2019 udgav jeg i samarbejde med min far, digteren Morten Søndergaard, en ny oversættelse af Gilgamesh fra akkadisk til dansk. Oversættelsen er den tredje af sin slags: Gilgamesh havde tidligere været oversat til dansk af Otto Ravn i 1953 og igen af Aage Westenholz og Ulla Koch i 1997. En ny oversættelse var dog nødvendig, blandt andet fordi Andrew George i 2003 udgav en ny tekstkritisk udgave af eposset, der opklarede mange af de tvivlsspørgsmål, som tidligere havde plaget forståelsen af værket. De skiftende oversættelser har dannet grundlag for en række danske gendigtninger af teksten, fra Per Nørgårds opera Gilgamesh (1972), der belyste det konfliktfyldte forhold mellem natur og kultur; over Henrik Bjelkes avantgarderoman Saturn (1974), der satte fokus på det erotisk prægede forhold mellem Gilgamesh og vildmanden Enkidu; og op til Naja Marie Aidts sorg-collage Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017), hvor Gilgamesh beskrives som ”en ildkugle der brænder sig ustandseligt gennem historien og ind i vores liv”. Knap var den seneste oversættelse udkommet, før den kom til at danne forlæg for Hotel Pro Formas teateropførelse Gilgamesh i foråret 2019, som fremhævede heltens dødsfrygt og Enkidus rejse til underverdenen. Disse fire værker er blot endnu et eksempel på Gilgameshs kalejdoskopiske rejse gennem tiden: Nye læsere, nye oversættelser og nye genfortællinger bliver ved med at finde nye aspekter af dette oldgamle mesterværk.

 

Gilgamesh (Gilgamesh, ca. 11. årh. f.v.t.), udgivet på Gyldendal, oversat og gendigtet fra akkadisk af Sophus Helle og Morten Søndergaard.
Billedkreditering:
Omslag gengivet med tilladelse fra Gyldendal: 1. udgave, design Wrong Studio; Luksusudgave, omslagsillustrator Jess Andersen
Kileskriftstavle nr. V: By Osama Shukir Muhammed Amin FRCP(Glasg) – Own work, CC BY-SA 4.0
Portræt af oversætterne: Eli Benveniste & Anna Maria Orrù

Post a Comment