TOP

2012 – Mochtar Lubis: Vejen uden ende

Af Vagn Plenge

”Isa tænkte på vejen uden ende. Når man først havde sat foden på den, måtte man fortsætte; den var uendelig. Hans egen frygt var det ikke mindre. Han var bange for at være sammen med folk der gjorde grin med døden … og endnu mere bange for ikke at være sammen med dem.”

Efter at Indonesien er blevet befriet fra japanerne, vil Holland genoptage kolonistyret. Den frygt­somme lærer Isa drages ind i modstandskampen alene fordi han ikke tør sige nej. Mens hans ven, den unge, revolutionære Hazil, er en modig idealist, hjemsøges Isa af en konstant angst og deler kun Hazils interesse for musik. Han har ikke valgt revolutionen, den har valgt ham. Da Isa bliver impotent kort efter sit bryllup, trækker hans kone sig tilbage fra ham, og hun og Hazil tiltrækkes nu af hinanden, men heller ikke dét får Isa til at tage sin skæbne i egne hænder. Først efter en sabotage­aktion indser han at angsten er et menneskeligt grundvilkår, og han vover at se den i øjnene.

Fortællingen idealiserer ikke revolutionen, men viser både storheden i idealerne bag den og grusomhederne i kampen. Desuden skildrer Mochtar Lubis det kaos befolkningen lever med og lider under, og de valg de stilles over for.

Vejen uden ende ”beskriver angst og frygt som et af krigens vilkår og fortæller historien om skolelæreren Isa, der martres på sjæl og legeme, indtil han til slut lærer at leve med sin angst. Det er stærkt og bevægende gjort”. Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten (16. december 2012).

Jeg blev bekendt med romanen fordi dens sidste kapitel er med i Litteratur fra Asien, en antologi for gymnasiet som jeg læste for godt 50 år siden. Det var nok til at jeg fik fat i den engelske oversættelse – og jeg kunne ikke derefter glemme bogen. Den gjorde et stort indtryk på mig takket være sin emotionelle og dramatiske handling og sin almenmenneskelige problemstilling. Jeg tænker mange mennesker deler de samme vilkår og drømme som romanens personer og oplever de samme dilemmaer og den samme angst som dens hovedperson – også danske modstandsfolk under besættelsen, og at jeg nok ville ligne Isa mere end Hazil …

Mochtar Lubis, 1979

Endelig, for ti år siden, bad jeg Lisbeth Littrup, som havde oversat novellerne fra Malaysia og Indonesien i Ansigter: Sydøstasien fortæller (2008), om også at oversætte denne roman. Trods dens enkle sprog var det ikke nemt, og jeg hjalp til ved at sammenligne den engelske oversættelse og Google-oversættelser af de vanskelige passager med Lisbeth Littrups og derefter forelægge hende mine bud på en dansk oversættelse – et samarbejde som fungerede fint. Bogen blev godt modtaget af de få som anmeldte den, men litteratur fra Sydøstasien er fortsat den mest ignorerede i Danmark.

Mochtar Lubis (1922-2004) var en respekteret og indflydelsesrig redaktør og forfatter, som talsmand for demokrati og menneskerettigheder en skarp kritiker af det til enhver tid herskende styre, i perioder fængslet eller under husarrest. Han modtog flere priser, bl.a. Ramon Magsaysay Award (kaldet ”Asiens Nobelpris”) for ”Journalism, Literature, and the Creative Communication Arts” (1958) og World Association of Newspapers’ Golden Pen of Freedom Award (1967).

 

Vejen uden ende (Jalan tak ada ujung, 1952), udkommet på Forlaget Hjulet, oversat fra indonesisk af Lisbeth Littrup.
Billedkreditering:
Omslag til Vejen uden ende, Hjulet.
Portræt af Mochtar Lubis: By Rob Bogaerts / Anefo – Nationaal Archief 930-2101, CC0

Post a Comment