TOP

2010 – Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede

Af Kim Lembek

”Vi lever et overfladisk liv og i en åndelig vissenhed med forfladigede lykkebudskaber, hvor mediefolk, kokke og indretningsarkitekter er vores guder. Det burde ikke være det vigtigste i vores liv.”

Citatet, som stammer fra den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson (f. 1963), er en karakteristik af den kulturelle situation i Island i årene op til de ødelæggende bankkrak i oktober 2008.

Romanen Himmerige og helvede fra 2007 udgør Stefánssons litterære svar på denne tilstand. I værket fører forfatteren læseren væk fra den uhæmmede forbrugsfest i finanscenteret Reykjavik og op til en egn på den nordvestlige del af Vestfjordene og tilbage til omkring år 1900. Og formålet er gennem fortællingens kraft at vise, hvad der burde være det vigtigste i vores liv! Og det har åbenbart krævet mere end én roman, for Himmerige og helvede er blot første bind af en trilogi, hvor de to følgende bind har titlerne Englenes sorg (2009, da. 2011) og Menneskets hjerte (2011, da. 2013).

Hovedpersonen i Himmerige og helvede er den navnløse ”Drengen”, der tidligt beskrives som ”dette åbne sår i verden”. Placeret i en slags krydsfelt mellem en barsk opvækst, kampen for overlevelse, naturens voldsomhed og menneskelige drifter oplever han et traumatisk tab af en ældre ven. Det er romanens første del. I anden del fortælles om ”Drengens” kamp for at gennem- og overleve sit tab, hvorved han blandt andet finder ud af, at mennesker volder hinanden sorg, men samtidig udgør de den eneste reelle redning.

Skal man kort karakterisere Stefánssons fortællemåde, kan man tage udgangspunkt i følgende to (polemiske) udtalelser:

  1. En roman er dårlig, hvis man kan referere dens handling.
  2. Der findes ikke noget mere urealistisk end en realistisk roman.

Jón Kalman Stefánsson, Aarhus 2015

Himmerige og helvede er kun i ringe udstrækning en handlingsbåren roman styret af det, som Stefánsson kalder ”den røde tråds tyranni”, men snarere stemningsbåren, eller som forfatteren udtrykker det: ”Jeg ønsker at skrive mig frem til en stemning og en følelse og ikke til en bestemt handling. Og jeg forsøger at springe over sprogets logik og lade poesiens manglende logik blande sig i prosaen, så det ser logisk ud.” Og det er netop syntesen mellem poesi og prosa og det logiske og ulogiske, der gør, at man kan kalde fortællemåden i Himmerige og helvede fabulerende realisme. Her følger et illustrativt eksempel:

”Skibet, som var lastet med tømmer, søgte ly for uvejret, vovede sig ind i den mægtige fjord, der åbner sit frygtindgydende gab ud mod Ishavet, og kom ikke ud igen. To sømænd druknede, og de føjede sig til den store hob af søfolk, der strejfer om nede på havbunden og sludrer løs med hinanden om tidens træghed, mens de venter på at Gud fanger dem i sit stjernenet, tillader dem at gå tørskoet rundt i himmerige, der får man aldrig fisk til middag, siger de druknede altid lige optimistiske, fordriver tiden med at kigge under bådene, undres over nye fangstmetoder, men græder nogle gange af længsel efter livet, og derfor er havet salt. Men tømmeret var dyrebart gods, som blev brugt i land.”

Den underspillede humor, Stefánssons adelsmærke, fornægter sig ikke. Og det gør den heller ikke, når forfatteren i Himmerige og helvede beskriver litteraturens helbredende virkning (man kommer uvilkårligt til at tænke på begrebet narrativ medicin) på følgende måde:

”Apoteker Sigurd sælger medicin og bøger i det samme hus, bøgerne dufter så meget af medikamenter, at vi holder os raske og undgår sygdom blot ved at snuse til dem, så kom ikke her og sig, at det ikke er sundt at læse bøger.”

I øvrigt spiller en oversættelse – John Miltons versepos Det tabte paradis – en afgørende rolle i Himmerige og helvede.

Kim Lembek, 2021

Romanen var den første, jeg oversatte af Jón Kalman Stefánsson. Ifølge forfatteren er Himmerige og helvede en ”moderne historisk roman”, hvor den ydre beskrivelse af historiske forhold, miljøer og genstande er holdt på et minimum. Så det svære ved at oversætte romanen var f.eks. ikke at finde frem til de danske ækvivalenter for islandske betegnelser af historisk art. Langt det mest krævende var at ramme en hårfin balance af stemninger (jf. ovenfor), som krævede et nuancearbejde med de tilsyneladende enkle islandske sætninger. Det gjaldt om gennem det rette ordvalg at få det poetiske og prosaiske, det logiske og ulogiske til at smelte sammen, så overgangene forblev umærkelige. Og på samme måde skulle der ved hjælp af lige præcis dette eller hint ord opnås en ligevægt mellem vemod og humor, så humoren aldrig blev skinger eller plat og tristheden aldrig for tung og dyster. At arbejde med Stefánsson betyder, at man så at sige oversætter sig frem til nøje afstemte stemninger, og er det lykkedes for oversætteren at samle alle romanens stemningstråde i ét brændpunkt, vil læsere af Himmerige og helvede sidde tilbage med en elementær stemning af at være blevet mindet om livets fundamentale elementer og grundmodsætninger.

I Danmark fik Jón Kalman Stefánsson sit afgørende gennembrud med Himmerige og helvede (og de to følgende bind i trilogien). Anmeldere og læsere tog bogen til sig. Det skyldtes måske, at romanen, trods store kulturelle forskelle mellem Island og Danmark og nogle langt voldsommere dønninger efter finanskrisen i Island, fandt et lydhørt publikum, der trængte til at blive mindet om, hvad der burde være det vigtigste i vores liv, når nu vi med Stefánssons ord ”er så meget bedre til glemme end til at huske”.

 

Himmerige og helvede (Himnariki og helviti, 2007), udgivet på Batzer & Co., oversat fra islandsk af Kim Lembek.
Billedkreditering:
Omslag til førsteudgaven af Himmerig og helvede. Batzer & Co.
Portræt af Jón Kalman Stefánsson: By Hreinn Gudlaugsson – Own work, CC BY-SA 4.0
Portræt af Kim Lembek, 2021. Privat foto.

Post a Comment