2004 – Khaled Hosseini: Drageløberen

Af Marie Louise Valeur Jaques

Da vi i 2004 på forlaget Cicero, hvor jeg sad som redaktør, udgav den afghansk-amerikanske Khaled Hosseinis roman Drageløberen, oversat til dansk af Alis Friis Caspersen, havde vi ikke drømt om den succes, som bogen ville gå hen og få. Cicero var dengang et lille uafhængigt forlag, der primært udgav oversat skønlitteratur og udvalgte sine titler med sans for både den gode forretning og den gode historie.

Drageløberen blev således også antaget uden den hype, der følger med, når de litterære agenter skal sælge det, alle håber bliver den næste store bestseller. På forlaget var vi blevet rørt af fortællingen om to drenge og deres venskab i det krigshærgede Afghanistan, og vi troede fuldt og fast på, at når vi udgav en roman, der i den grad havde rørt os selv og åbnet vores øjne for et land, som vi næsten ikke kendte til, måtte der også være læsere i den anden ende til bogen.

Drageløberen udkom. Omtalen var pæn, men ikke overvældende. Khaled Hosseini kom til landet, gav et par interviews og skulle så vidt huskes prøve at flyve med drage i tv-programmet Bestseller. Hele det første år efter udgivelsen var der ikke for alvor noget, der tydede på, at Drageløberen ville blive en større salgssucces, men langsomt begyndte der at ske noget. Gyldendals Bogklub satsede modigt på en bog af en ukendt forfatter som Månedens Bog, og enkelte boghandlere havde forelsket sig i bogen og bestilte ti-tyve eksemplarer hjem ad gangen, og vejen var således banet for paperbackudgavens succes, da den kom på gaden i 2005.

Pludselig så vi bogen omtalt i medierne af folk, vi ikke selv havde sendt den til, og Johannes Møllehave gav os i Politiken det vidunderlige citat, som vi siden brugte igen og igen: “Der er sommerdage, man føler, at man spildte, men ikke den uge, man læste Drageløberen.” Da en filmatisering af romanen havde premiere i 2007, troede vi på forlaget ikke, at der kunne være mange købere tilbage til den filmudgave, vi samtidig sendte på gaden. Men også denne solgte strygende, og først et par år senere stilnede salget af. Denne udgivelseshistorie er ikke unik for Danmark. Ser man rundt i resten af verden, er det den samme historie, der gentager sig: Da bogen i 2003 udkom i USA, var det med beskedne salgstal, mens den i 2005 var landets mest solgte bog.

En del af Drageløberens succes kan tilskrives den universelle historie om venskab, skyld, skam og soning, som man ikke behøver at have været en lille dreng i Afghanistan for at blive grebet af, men at romanen fik så stor udbredelse, skyldes måske også i høj grad den afghanske setting, som man ellers skulle have troet var en af de ting, der kunne have spændt ben for bogens succes. Ved romanens udgivelse befandt vi os dog kun få år efter terrorangrebet 11. september 2001, og for de fleste af os i Vesten var Afghanistan groft sagt bare et land bestående af klippehuler, hvor Vesten havde sat tropper ind i håb om at undgå fremtidige terrorangreb og finde Osama bin Laden, som måske netop gemte sig i en af disse klippehuler.

I Drageløberen viste Hosseini os et civiliseret land inden den sovjetiske besættelse i 1979 og et stolt folk, der efter den sovjetiske tilbagetrækning i 1989 måtte leve i frygt for det ultrafundamentalistiske Taleban, der overtog styringen af landet.

Man kunne derfor i Danmark i årene efter Drageløberens udgivelse også opleve Venstre-ministre som Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, der i en bisætning fik fortalt, at de havde læst enten Drageløberen eller Hosseinis efterfølgende roman, Under en strålende sol (2007), hvori han skildrer de vilkår, Afghanistans piger og kvinder lever under. De to romaner blev altså pludselig læst for at give en forståelse af det land, vi havde soldater udstationeret i, ligesom også de udsendte og deres familier blev anbefalet at læse Hosseinis romaner.

Khaled Hosseini

Der er en sær ironi i dette. Jeg har aldrig hørt Khaled Hosseini udtale sig politisk om Vestens engagement i Afghanistan, hverken for eller imod. Jeg tror, at han er for klog en mand og ved, at det er et yderst komplekst spørgsmål. Men ét ved jeg: Han er en mand med et meget stort hjerte, og det hjerte banker for hans gamle hjemland og det afghanske folk. Siden udgivelsen af Under en strålende sol er hans forfatterskab kommet i anden række. I 2006 blev Hosseini udnævnt til Goodwill-ambassadør for UNHCR, og dette arbejde inspirerede ham i 2008 til at stifte sin egen velgørenhedsorganisation, The Khaled Hosseini Foundation, der særligt arbejder for at forbedre forholdene for Afghanistans kvinder og børn.

Billedkreditering:

Portræt af Khaled Hosseini: (c) UNHCR Brian Sokol  (https://khaledhosseini.com/media-room/)