2002 – Carlos Fuentes: Inez
Af Julio Jensen
Carlos Fuentes, Paris 2009
I sammenligning med andre latinamerikanske forfattere fra samme generation, som Gabriel García Márquez eller Mario Vargas Llosa, er Carlos Fuentes (1928-2012) nok knap så kendt blandt det danske litterære publikum. Ikke desto mindre er Fuentes fuldt på højde med de nævnte. Teknisk set er han en virtuos, som formår at sætte den moderne romans karakteristika i spil med et uforligneligt overskud: skiftende synsvinkler, kronologisk fragmentering, stream of consciousness, metafiktion osv. Endvidere er et af kendetegnene ved hans litteratur en neddykning i det individuelle og kollektive ubevidste, i historiens og kulturens arvegods, hvorfra han henter motiver, karakterer, myter m.m. som så bliver bearbejdet i en moderne form.
Et eksempel på denne fremgangsmåde er romanen Inez – fremragende oversat til dansk af Iben Hasselbalch – som er en genfortolkning af det klassiske tema om djævlepagten. Dette motiv har et utal af manifestationer i den kristne kultur, men litteraturhistorisk føres det som regel tilbage til en tysk Volksbuch fra 1587: Historia von D. Johann Fausten. Christopher Marlowe lod sig inspirere af denne fortælling og skrev skuespillet The Tragical History of Doctor Faustus (1589). I Spanien skrev Calderón de la Barca skuespillet El mágico prodigioso (1637) om samme emne, men den mest kendte udgave er selvfølgelig Goethes Faust (1832). Der findes således et utal af versioner af Fauststoffet, i alle kunstneriske udtryksformer: teater, roman, epos, opera, orkestermusik, film, tegneserie m.m.
I Inez er den verdensberømte dirigent Gabriel Atlan-Ferrara, et selvcentreret følelsesmenneske, betaget af den mexicanske koncertsangerinde Inez Rosenzweig-Prada. Vi føres altså ind i de klassiske musikstjerners kosmopolitiske og luksuriøse tilværelse, og igennem romanens sider følger vi disse to personers forhold over tre afsnit. Det første møde finder sted i London under 2. verdenskrig, det andet sker i Mexico City i 1949, og sidste akt i deres forhold udspiller sig i London i 1967. Fælles for de tre gange er, at deres møder er foranlediget af opførelsen af Berlioz’ Fausts fordømmelse, som de begge er medvirkende i, Atlan-Ferrara som dirigent og Prada som solist.
Iben Hasselbalch
På et mere overordnet plan er temaet for Inez den kunstneriske udøvelse og kunstnerens tilværelse som både privilegeret og forbandet. Fælles for de mange versioner af Faust er, at hovedpersonen er en usædvanlig begavelse, en genial personlighed, som begærer en guddommelig almagt. Til dette formål indgår han en pagt med djævelen, som således forsøger at hjælpe ham med at opnå sine ønsker. Relationen til den kunstneriske skabelse er, at kunstneren på den ene side er båret af en skaberkraft, der (næsten) gør drømme til virkelighed, og samtidig er i kontakt med sindets mørke og destruktive kræfter. At have en intens forbindelse til både livsdrift og dødsdrift er kunstnerens kendemærke. Romanens mandlige hovedperson giver i løbet af romanen en definition af musikken, som henviser til dette: ”musikken er et kunstigt portræt af de menneskelige lidenskaber”. Via kontakten til lidenskaberne er den kunstneriske tilværelse præget af en dyb erotik – forstået som begær i bred forstand – som i Fauststoffet bliver illustreret med begæret efter en ung, uskyldig kvinde. Her er Fuentes selvfølgelig i tilstrækkelig grad nutidig til at vende stoffet om og give den kvindelige figur en ny og overraskende rolle i Faustmyten.
Inez er en forrygende, men også krævende, roman, bl.a. fordi den foretager en ambivalent forførelse af læseren på flere planer. På den ene side formår Fuentes’ mesterlige prosa at indhylle læseren i et medrivende sprogligt flow. Samtidig svinger hovedpersonens stream of consciousness mellem blændende lyriske passager og selvhøjtidelig ordflom. På tilsvarende måde er værkets univers både fascinerende og urovækkende, for på den ene side føres vi ind i det luksuriøse liv, som de store udøvere af klassisk musik lever, et liv med rejser fra den ene storby til den anden med ophold på luksushoteller, og på den anden side føres vi ind i en forhistorisk verden, som afbilder urmødet mellem en mand og en kvinde. Slutteligt bliver læseren udfordret i forhold til den klassiske version af djævlepagten. Hvis man har overskud og nysgerrighed til at dykke ned i denne moderne version af et klassisk motiv, vil man, på fuldstændig tilsvarende vis som hovedpersonen, blive draget ind i Faustmyten, så man til sidst ikke ved, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed.
Inez (Instinto de Inez, 2001), udgivet på Lindhardt og Ringhof, oversat fra spansk af Iben Hasselbalch. |
