TOP

2001 – Michel Houellebecq: Elementarpartikler

Af Mikkel le Févre

Selvom jeg ikke holder mig tilbage med at genlæse bøger, så er det trods alt meget få titler, som jeg kan sige, at jeg har læst mere end tre gange. Men det kan jeg om to romaner. Den ene er Thomas Manns Doktor Faustus, og den anden er Michel Houellebecqs Elementarpartikler, der udkom på fransk i 1998 og første gang på dansk i 2001 på Borgen i Tine Byrckels oversættelse. Den blev genudgivet i 2016 på Rosinante. Ikke nok med at Houellebecqs anden roman er en litterær bedrift uden særlig mange fortilfælde, så er det også en begavet analyse af Vestens sammenbrud skrevet i et næsten essayistisk sprog, der heldigvis aldrig overgiver sig til faglitterære virkemidler og unødvendige teoretiske tekststykker. Dette sammenbrud fortæller Houellebecq gennem to brødre, der lever to vidt forskellige liv. Den ene, Bruno, er en liderlig gymnasielærer, og den anden, Michel, er et ensomt videnskabsgeni.

Som tyveårig læste jeg romanen for første gang, og jeg kan huske, at jeg var meget fascineret af Bruno. Det var en tid i mit liv, hvor jeg klubbede hårdt i Jomfru Ane Gade, så jeg kunne både identificere mig med og spejle mig i den dekadente hedonisme, der dominerede Brunos liv. På det tidspunkt repræsenterede Bruno for mig en moderne udgave af Søren Kierkegaards æstetiker, som jeg var meget optaget af. Men forskellen på Bruno og de gamle æstetikere, der flanerede i romantikkens Paris, var, at Brunos skæbne ikke var smuk og poetisk. Den var bare trist.

Et par år efter læste jeg Elementarpartikler igen. Det var en lige så stor oplevelse som første gang, men det var også en meget anderledes oplevelse. Først og fremmest skyldtes det, at det denne gang var Michel, som jeg interesserede mig mest for. I årene mellem min første og min anden læsning var jeg for alvor begyndt at studere Europas historie, filosofi og de store klassikere i litteraturen. Den tid, hvor Pet Shop Boys og champagneflasker konstituerede en god aften for mig, var forbi, og den tid, hvor jeg udviklede en kærlighed til klassisk musik og stille aftener, var så småt forbi sit begynderstadie, så Michels liv på universitetet præget af kontemplation og en depression, der er så konstant, at man som læser til sidst slet ikke tænker over den, ramte mig meget dybt. Det ramte mig faktisk så dybt, at jeg efterfølgende satte mig ned og skrev et essay om Michel og det ensomme liv, han lever.

Michel Houllebecq, 2008

Den ting, der har slået mig alle de gange, jeg har læst romanen, er, hvor ærlig og dybt provokerende hans analyse af det vestlige samfund er. For mig at se er Elementarpartikler en lille verdenshistorie, fordi jeg synes, at den gennem Brunos og Michels skæbner fortæller om det, der både har bygget Vesten op, og som også kommer til at smadre den igen. Gennem skildringerne af Bruno og Michel får vi hedonisten over for asketen, fornuften over for begæret og den romantiske genimyte over for mennesket som biologisk væsen. Men de er begge dybt deprimerede, og de ender begge med at gå til grunde. Der er altså ikke noget, der er bedre end andet. Der er ikke et tillokkende alternativ at søge hen mod. Før mennesket bliver menneske, er det en række løse elementarpartikler, det bliver det igen, når det dør, og i det tidsrum, hvor en række elementarpartikler går sammen og former et menneske, er dette menneske ensomt og depressivt i en verden, der ikke er skræddersyet til det. Det er kulsort, og det er et kunststudie i europæisk pessimisme, men det ændrer ikke på, at det fra og med den dag for seks år siden, hvor jeg læste den for første gang, har været en vedkommende analyse, som jeg endnu ikke har fundet to gode argumenter imod.

Elementarpartikler er en enestående god roman, og derfor tøver jeg heller ikke med at sige, at det er den bedste bog, der er udgivet i løbet af de seneste treogtyve år.

Elementarpartikler (Les particules élémentaire, 1998), udgivet på Borgens Forlag, oversat fra fransk af Tine Byrckel. Genudgivet på Rosinante i 2016.
Billedkreditering:
Omslag til Elementarpartikler, Borgens Forlag 2001.
Portræt af Michelle Houllebecq, Warszawa, 2008: By Mariusz Kubik – Own work, CC BY 3.0

Post a Comment