1978 – Toni Morrison: Salomons sang

Af Tonny Vorm

Toni Morrison, 1970, fra omslaget til debutromanen “The Bluest Eye”

Hvornår finder en forfatter sin stemme? For de fleste er udviklingen af det litterære udtryk nok en dynamisk og konstant proces, men i Toni Morrisons tilfælde vil mange pege på Salomons sang, og det gjorde hun også selv. Romanen fra 1977 blev et vendepunkt i Morrisons liv. Inden udgivelsen anskuede hun sig selv som en redaktør, der i fritiden skrev bøger, men efter gennembruddet med denne tredje roman, sagde hun jobbet op og blev forfatter på fuld tid.

Salomons sang vandt flere af USA’s fineste litterære priser, og da Morrison i 1993 blev tildelt Nobelprisen i litteratur – blandt andet fordi hendes ”romaner kendetegnes ved rå visionær styrke og en poetisk vægtighed”, som det lød fra priskomiteen – blev den fremhævet i selskab med forfatterskabets andet hovedværk, Elskede (1987).

I forbindelse med netop Elskede – hvori en sort mor dræber sin datter for at redde datteren fra en slavetilværelse værre end døden – lancerede Morrison begrebet ”rememory”; en opfordring til den afroamerikanske del af USA’s befolkning om at ”generindre” deres egen historie, uanset hvor smertefuld den måtte være, og hvor meget den er blevet fornægtet af de hvide og fordrejet af både chauvinistiske sorte mænd og intrigante sorte kvinder.

Dette litterære greb blev første gang benyttet i Salomons sang, hvori hovedpersonen Milkman Dead vender tilbage til de Sydstater, som hans forfædre forlod i håb om en bedre tilværelse og fast job nordpå. I et forsøg på at blive en respekteret forretningsmand i det hvide samfund har hans far totalt benægtet sin afroamerikanske fortid, som Milkman af sin tante lokkes ud for at genopdage.

Denne omvendte afroamerikanske migrationsmyte – fra nord til syd – krydrer Morrison med elementer fra både afrikansk folklore og magisk realisme. På et tidspunkt flyver Milkman ligefrem mod sine rødder. For at det kan lade sig gøre må han smide den byrde af hvide værdier, samfundet har læsset på ham. Eller som det pointeres af Milkmans ven Guitar, mens de kigger på en påfugl, der har svært ved at lette:

”For meget hale. Alle de juveler tynger den. Ligesom forfængelighed. Ingen ka’ flyve med alt det lort. Hvis du vil flyve, må du slippe alt det lort, der tynger dig.”

Undervejs mister Milkman også sit ur, og i stedet for at navigere efter det traditionelle vestlige lineære tidsbegreb, må han acceptere den cykliske afrikanske opfattelse af tiden. En form, der afspejles i romanen, hvis skiftende synspunkter og mange fortællere skaber en nærmest cirkulær dramaturgi. Hvad det angår, er Salomons sang – som resten af forfatterskabet – i høj grad forankret i den afroamerikanske tradition for jazz og gospel og ikke mindst mundtlige overleveringer af den slags, der førhen skabte sammenhængskraft og pejlemærker for sorte amerikanere.

Vi fik romanen på dansk i Ida Elisabeth Hammerichs oversættelse. Hun er mest kendt for Charles M. Schulz’ tegneserie Radiserne, hvor hun gav figurerne navne som Søren Brun og Nuser, og desuden fandt på førstnævntes udtryk ”Jeg græmmes” (”Good grief”).

Også i Salomons sang spiller navne en vigtig rolle.

”Niggere får deres navne på samme måde, som de får alt muligt andet – som de nu bedst kan,” som det siges af Guitar, der herved henleder læserens opmærksomhed på, at sorte i slavetiden ikke måtte bestemme, hvad de hed, men ofte blev navngivet af hvide herremænd.

Hammerich valgte at bibeholde de originale navne i Salomons sang, dog blev Pilate ændret til Pilatus. Forståeligt, da Milkmans tante er lige så tvetydig en skikkelse, som ham vi kender fra Biblen, men også ærgerligt, da tanten bogstavelig talt fungerer som hovedpersonens guide på turen sydpå, en pilot, hvilket på amerikansk jo udtales som pilate.

Oversættelsen fik vi allerede i 1978, og det blev dermed Salomons sang, der introducerede danskerne for ikke blot en ny gren af afroamerikansk litteratur – med fokus på interne spændinger, sort kultur og ikke (kun) hvid undertrykkelse – men også, som Ben Okri udtrykte det ved Morrisons død i 2018, ”en ny orden i amerikansk litteratur. En stemme som hendes eksisterede ikke inden – rytmerne, der skar gennem USA’s sammenfiltrede racistiske rødder, ekstremt flydende, og i stand til at væve fortiden og nutiden sammen så episk og intenst.”

Billedkreditering: Portræt af Toni Morrison, foto: Bert Andrews. Fra omslaget til hendes debutroman fra 1970 – The Bluest Eye.

Omslag til bogklubudgaven af Salomons sang, Gyldendal 1979.