TOP

1972 – Tove Jansson: Det usynlige barn og andre historier

Af Lene Ewald Hesel

Omslag med Tove Janssons illustration

Det er lige en aften til en sang, tænkte Mumrikken. Til en ny vise, som skal indeholde én del forventning, to dele forårsmelankoli og ellers kun grænseløs henrykkelse over at få lov til at vandre og være alene og have det godt med sig selv.

Sådan tænker Mumrikken i “Forårsvisen”, den første novelle i Det usynlige barn og andre historier, der udkom i Danmark i 1972. Det hele begyndte mange år tidligere, under Anden Verdenskrig, da den finlandssvenske maler og illustrator Tove Jansson skrev en historie om en lille trold. Historien blev udgivet i Finland i 1945 under titlen Småtrollen och den stora översvämningen. Herefter fulgte syv romaner, en novellesamling og seks billedbøger samt flere års daglige avistegneseriestriber om beboerne i Mumidalen. Tove Jansson efterredigerede selv adskillige af bøgerne, hvoraf nogle blev splittet op i flere bind under nye navne.

I Danmark blev de første bøger – Mumitroldene, Mumitrolden opdager kometen og Mumitrolden vender hjem – oversat i 1954 af Børge Bavngård for Eiler Wangels Forlag. Derefter kom et par kortere bøger på skiftende forlag ved forskellige oversættere, fx Hvad sker der så? oversat af Ole Sarvig for Gyldendal i 1957, og Hvem skal trøste Knytten? oversat af Regin Højberg-Pedersen for Gyldendal i 1960. Herhjemme kom det store gennembrud dog først, efter at Tove Jansson i 1966 havde modtaget den internationale børnebogspris H.C. Andersen-medaljen, og Carlsen/Illustrationsforlaget tog over. I de følgende seks-syv år genskabte den nye oversætter, Marie Svendsen, mumiuniverset for de danske læsere i bøgerne Troldkarlens hat (1968), Troldvinter (1969), Farlig midsommer (1970), Mumifars erindringsbog (1971), Det usynlige barn og andre historier (1972), Mumifar og havet (1973), Kometen kommer (1974) og Den farlige rejse (1978) (årstallene refererer til den danske udgivelse). Senere fulgte adskillige mindre titler samt Sent i november (2002) ved andre oversættere. (Tove Jansson skrev også bøger for voksne, men det er en anden historie).

Tove Jansson i sit arbejdsværelse

Mumiuniverset er på mange måder banebrydende. Først og fremmest står Janssons opfattelse af barnet som et selvstændigt, kompetent individ i skarp kontrast til datidens syn på børn, og denne tro på barnet gør, at Mumitrolden med familiens viden og velsignelse kan drage alene ud på den ene farefulde færd efter den anden. Derudover har Jansson en helt særlig evne til at kombinere tilværelsens lyse og mørke sider, hjemlig hygge og udlængsel, venskab og ensomhed, det nære og det fjerne. Endelig er naturen ikke bare en dekorativ kulisse: Katastrofer som vulkanudbrud, oversvømmelser og truende kometer spiller – sammen med fimbulvinterens klingende frost og uendelige lyse midsommernætter – en aktiv rolle. Alt sammen krydret med en helt egen humor.

Og så er der de optrædende: den venlige og charmerende Mumitrold; den selvoptagne, selvudnævnte tænker Mumifar med den høje hat; Mumimor, der er rund på den helt rigtige måde, og hvis håndtaske altid indeholder stribede bolsjer, uldsokker, mavepulver og andre uundværligheder til hverdagens krisehåndtering; det lille, ansvarsresistente dyr Snif, der altid får kvalme, når noget bliver for uhyggeligt; den yndige, men handlekraftige, Snorkfrøken; den drillesyge Lille My samt Mumrikken, der ikke vil eje noget, men nyder friheden i sin tilbage-til-naturen-tilværelse. Hertil kommer et mylder af hemuler og hatifnatter, filifjonker og fjumredyr, mus og mymler, den mutters ensomme Murren, diverse kryb og kravl – og en hel masse andre. Personligheder, som vi kender fra vores egen verden, med masser af identifikationsmuligheder.

Historierne i “Det usynlige barn” har hver sin hovedperson. Titelhistorien handler om den lille pige Ninni, der bliver forsømt i en grad, så hun mister såvel sit ydre som sin stemme. Badehusbeboeren Tootikki får hende installeret hos mumifamilien, som herefter tager sig af hende og på forskellig vis prøver at hjælpe hende.

I kølvandet på de oprindelige bøger er der udkommet utallige mumihistorier ved andre forfattere, der forsøger at tilpasse historierne et nyere og yngre publikum. Disse historier kan være lidt utaknemmelige at oversætte, når ældre, stemningsfulde ord og udtryk må vige pladsen, for at alle kan være med. Men faktisk skrev Jansson ikke udelukkende for børn – hun forklarede, at hun først og fremmest skrev for sig selv.

Jansson svømmer ved Klovharun

Marie Svendsen har i artiklen “Om at oversætte og opleve Tove Janssons Mumi-bøger” (Børn & Bøger, Tidsskrift for skolebiblioteker, 29. årgang, 1976) beskrevet nogle af sine glæder og trængsler ved oversættelsesarbejdet: “Starten var nærmest fortvivlende. Alle navneformerne skulle jo ordnes i begyndelsen, på både personer og lokaliteter, og sådan at de kunne føres videre gennem hele værket. Flere navne har jeg fortrudt, men ikke kunnet rette, som f.eks. Mumrikken, der nok alligevel burde have heddet Snusmumrikken, men dengang forekom ordet mig for langt og for svært. Der var også Snorkfrøkenen, som jeg senere gerne havde døbt om til Snorkpigen. Men sådan var der mange ting.”

Arbejdet med at konsekvensrette pågår stadig; de forskellige forlag er fx ikke enige om mumianatomien: Har mumitrolde poter, hænder eller måske labber, har de næser, snuder eller muler? Skal væsnerne skrives med stort eller lille begyndelsesbogstav, hvordan bøjes de i bestemt form osv. Børge Bavngård lagde faktisk ud med små begyndelsesbogstaver i “mumitrolden”, “snusmumriken” (med ét k) og “snorkfrøkenen”. For nogle læsere er den slags overvejelser ret ligegyldige, mens det for andre (fx mumismatikere og mumioversættere) er forvirrende, at der ikke er klare retningslinjer. Marie Svendsen var i øvrigt ikke selv helt konsekvent: I Troldvinter kalder hun fx badehusets beboer Too-ticki, mens denne figur i Det usynlige barn skrives Tootikki.

Lad os slutte med endnu et citat, denne gang fra “Hatifnatternes hemmelighed”:

Ingen var urolig, og det var godt. De havde besluttet aldrig at være urolige for hinanden; på den måde gav de hinanden en god samvittighed og så megen frihed som muligt. Mumimor slog altså op til et nyt strikketøj med største sindsro, og et sted vestpå gik Mumifar urokkeligt videre med en uklar idé i hovedet.

 

Det usynlige barn og andre historier (Det osynliga barnet och andra berättelser, 1962), udgivet på forlaget Carlsen, oversat fra svensk af Marie Svendsen.

Billedkreditering: Tove Jansson,1956, by Reino Loppinen, Bff, Public Domain
Omslag til Det usynlige barn og andre historier, 1973. Gengivet med tilladelse fra Carlsen.
Tove Jansson i sit arbejdsværelse. Foto: Gyldendal/Moomin Characters (TM)
Tove Jansson svømmer ved sit hus i Klovharun. Foto: Gyldendal/Moomin Characters (TM)

 

 

 

Post a Comment