TOP

1954 – Ilja Ehrenburg: Tøbrud

Af Lotte Jansen

Ilja Ehrenburgs Tøbrud var med til at give navn til tiden efter Stalins død, hvor Sovjetunionen oplevede en kort periode med en relativ liberalisering af samfundet. Bogen blev oversat til dansk samme år, som den udkom i Sovjetunionen, men ikke før end der igen var blevet slået ned på forfattere, der gav sig ”i Kast med Samfundets negative Fænomener” (fra prof. Anton Karlgrens forord). Romanen udkom i et af de ’tykke’ litterære tidsskrifter, Novyj Mir, der blev solgt i 45.000 eksemplarer, den dag den udkom.

I to samtidige anmeldelser af bogen (Berlingske 9. november 1954 og Ekstra Bladet 11. december 1954) fremhæves den politiske baggrund for og røre omkring romanen og samtidig dens relativt ringe kvalitet som skønlitterært værk: ”I sig selv er ’Tøbrud’s Historie om de Intellektuelles bundfrosne Hjerter og den Storm, der faar Isen til at smelte og Ensomheden til at forsvinde, meget lidt fængslende” (Berlingske) og ”Det er naturligvis trist, at ’Tøbrud’, som kærlighedshistorie betragtet er fænomenal daarlig […]” (Ekstra Bladet). Begge fremhæver dog bogens dokumentariske værdi: ”Romanen virker som en dokumentarfilm […]” (Ekstra Bladet) og ”I den dokumentariske Fremlæggelse af dette Ideals officielle og uofficielle side henter Ilja Ehrenburgs lille roman […] sin Betydning og sin Værdi” (Berlingske).

Adolf Stender Petersen (professor i russisk litteratur) går mere kritisk til den danske udgave i sin anmeldelse af bogen i Politiken 20. december 1954 under overskriften ”Forvanskning – ikke Fordanskning” og giver oversættelsen følgende skudsmål:

Noemi Eskul-Jensen, som har oversat bogen, er ret velkendt som forfatterinde og som temperamentsfuld ekspert i sovjetiske problemer, dog med udpræget antisovjetisk holdning. Begge disse egenskaber præger også hendes fordanskning. Hendes oversættelse er en behagelig og let, undertiden elegant lekture. Den er glat, rund og fyldig. Takket være hendes for tydeliggørende adjektiver, pointerende biord og forklarende gentagelser og variationer, strømmer hendes tekst afsted, rislende, plaskende, flydende. Men kender man Ehrenburgs knastørre, springske, abrupte, kortfattede og modsætningsrige stil, så genkender man den absolut ikke i Noemi Eskul-Jensens normalprosa.

Værre er det, at den poetiske frihed, hun tillader sig, giver indholdet en fra Ehrenburgs side bestemt ikke tilsigtet slagside. Man studser over de mange udeladelser. Man irriteres af de mange demonstrative indsatte udtryk, som skal tydeliggøre Ehrenburgs formentlige ”inderste” mening. […] Oversætterinden paadutter Ehrenburg ting han aldrig har sagt, meninger han aldrig har ment. […] Ehrenburgs novelle mister, saa dristig og interessant som den er i sig selv, sin dokumentariske værdi totalt i denne oversættelse.

 

Bogen blev genudgivet i en billigbogsudgave i 1963. Med Hans Hertels ord efter også at have citeret ovenstående anmeldelse:

Men en sådan kritik kan man glemme i en snæver vending. Den snævre vending kom da Jevtusjenko gjorde tøbrudsstemningen aktuel igen: Hasselbalch udsendt en lyn-billigudgave, lanceret netop som dokument. Selv Noemi Eskul-Jensens tendentiøse og forældede noter var pietetsfuldt bibeholdt til mindste komma. Læserne sidder med sorteper, uden at vide det.

(Fra: Karen Blixen superstar. Glimt af det litterære liv i mediealderen, Lindhardt og Ringhof, 2018).

 

Tøbrud (Ottepel’ (Оттепель), 1954); udgivet på Berlingske Forlag, 1954, oversat (’fordansket’) fra russisk af Noemi Eskul-Jensen.
Billedkreditering: By Unknown – Rozpravy Aventina 1925, Public Domain
Billedkreditering: Forside til 1963-udgaven: Hasselbalch/Gyldendal

 

Post a Comment