1969 – Gabriel García Márquez: Hundrede års ensomhed

Af Rigmor Kappel Schmidt

Gabriel García Márquez, 2002

Med Hundrede års ensomhed skrev den colombianske forfatter Gabriel García Márquez litteraturhistorie ved at give den magiske realisme sin form, stil og indhold: overdreven omgang med sex, mad, lort og guld som i François Rabelais’ storværk om Gargantua og Pantagruel; markedsgøgl, cirkus, himmelfarter og unyttige mirakler som i instruktøren Federico Fellinis film; stilfiguren zeugma frisk fra Miguel de Cervantes; overdrivelsen som hos maleren Fernando Botero og hans oppustede figurer; al tid og sted i verden indeholdt i en bog eller som Jorge Luis Borges i aleffen. Nak og æd: Opskriften på et genialt mesterværk er at stjæle med arme og ben og ”oversætte” det til en ny roman.

Bredt sagt samler det sig til en broget stil, hvor realismens almindelige ord glider over i de mere usædvanlige, som er med til at skabe stilens magiske løft, der passer fint til himmelfarter og andre oprør mod tyngdeloven. Brogetheden skygger for, at romanen i virkeligheden er stramt komponeret. Den starter i en paradislignende verden, hvor tiden ikke går. En incest sætter handlingen i gang, idet familien, huset og Macondo grundlægges. Tid og udvikling fører frem mod vendepunktet, hvorefter afviklingen ender i incestens gentagelse, forudsigelsens opfyldelse om et barn med grisehale og den apokalyptiske udryddelse af romanens verden. Inden for denne bibelske ramme foretages der karnevalistiske udfald mod Europa og rationalisme, mod pavekirke og mirakeltro, mod diktatur og kapitalisme. Romanens overdådige forelskelser må vige for incestens enshed, der er forudsætningen for den kærlighed, som kan feje hundrede års ensomhed væk i en altødelæggende hvirvelstorm.

Billedkreditering: Gabriel García Márquez, 2002 af Jose Lara

Billedkreditering: Forsiden til 100 års ensomhed, Samleren, 5. udg. v. Kitte Fennestad