1967 – Nikos Kazantzakis: Den evige vandring opad

Af Pia Johansen

Romanen Den evige vandring opad (udgivet på græsk 1948) af den græske forfatter Nikos Kazantzakis (1883-1957) beskæftiger sig med så aktuelle emner som ulighed i verden, og hvad der sker, når der er risiko for, at magtbalancen i et samfund forrykkes, fordi der er modsætninger mellem de åndelige og de materielle værdier og interesser. Romanen udkom for første gang på dansk i 1952, men i relæoversættelse fra svensk ved Axel Pille. Først i 1967 kom en oversættelse fra nygræsk ved Ole Wahl Olsen.

Kazantzakis skrev romanen under Den Græske Borgerkrig 1946-1949 som sin kommentar til, hvordan menneskers stræben efter materiel rigdom skaber umenneskelighed og had og fører til katastrofer og åndelig fornedrelse. Dermed er Kazantzakis’ 80 år gamle kommentar påfaldende aktuel i en tid, hvor alting kapitaliseres, og hvor krige, der har til formål at skaffe sig udbytte på andres bekostning, skaber flygtninge og fremmedhad. Kazantzakis holder et spejl op foran vores nutid og viser, at hvis humanisme og solidaritet ofres til fordel for griskhed og selvtilstrækkelighed, så er vi alle tabere i en verden med ulighed og elendighed.

Året er 1921, hvor hundredtusindvis af kristne grækere måtte flygte fra Tyrkiet for at undslippe massakrer som konsekvens af den græsk-tyrkiske krig. Stedet er en lille græsk landsby i Anatolien (i det nuværende Tyrkiet) med en tyrkisk herremand som det formelle overhoved. Handlingen udspiller sig omkring forberedelserne til det traditionelle passionsskuespil, hvor den forholdsvis velstående landbys beboere tildeles forskellige roller.

Da en gruppe forhutlede græske flygtninge ankommer for at søge beskyttelse og barmhjertighed, begynder landsbybeboerne at identificere sig så meget med deres karakterer, at de i deres adfærd kopierer den rolle, de hver især har fået i spillet. De ældste og landsbypræsten (i spillet farisæerne og den jødiske ypperstepræst Caiaphas) nægter at hjælpe flygtningene, mens hyrden og landsbyhoren (i spillet Kristus og Maria Magdalene) og flere andre gerne vil hjælpe dem og forsøger at appellere til landsbybeboernes samvittighed. Fremstillingen af den tyrkiske herremand leder tankerne hen på Pontius Pilatus, mens skolelæreren, der repræsenterer ”folk, som de er flest”, ikke aktivt tør stille sig på den side, som han godt ved, er den moralsk rigtige, og ender med at miste livet uden at have udrettet noget for nogen. Landsbyen deles i to, og der opstår borgerkrigslignende tilstande, som kulminerer med, at hyrden/Kristus bliver slået ihjel inde i kirken, og flygtningene må drage videre i en endnu mere miserabel tilstand end den, de kom i.

Nikos Kazantzakis grav, Iraklio, Kreta

Den evige vandring opad er oversat til 26 sprog og som nygræsk roman kun overgået af samme forfatters Spil for mig, Zorbas. I sin 1967-oversættelse fik Ole Wahl Olsen luget lidt ud i de ganske mange fejl, der i 1952-udgaven var blevet videreført fra den svenske oversættelse, hvor en ung dreng for eksempel fremstilles som en kvindelige konkubine, en række beklædningsgenstande er fejloversat, og flere græske navne er uhensigtsmæssigt eller forkert translittereret. Der er dog ikke radikale forskelle mellem 1952- og 1967-udgaven, men visse formuleringer er dog ajourført, således at konteksten fremstår klarere for en dansk læser. Med nutidens øjne virker 1967-udgaven forældet og kunne med fordel genoversættes direkte fra nygræsk.

Nikos Kazantzakis opnåede international anerkendelse som filosof, oversætter og forfatter til adskillige digte, essays, rejseskildringer, teaterstykker og romaner, hvoraf flere er filmatiseret, bl.a. Zorba, Grækeren (1964) instrueret af Michalis Cacoyannis og med Anthony Quinn i hovedrollen samt musik af Mikis Theodorakis. Kazantzakis var ni gange nomineret til Nobelprisen i litteratur, men fik den aldrig. På grund af Kazantzakis’ religionskritiske standpunkter nedlagde den ortodokse kirke forbud mod, at han blev begravet på en kirkegård, så i stedet har han et gravsted på den venetianske mur i Iraklio på Kreta, hvor der også er et museum over hans virke. På hans gravsten er der efter hans eget ønske følgende inskription:

Jeg håber intet

Jeg frygter intet

Jeg er fri

Billedkreditering: Nikos Kazantzakis portræt – By Μουσείο N. Καζαντζάκη / Kazantzakis Museum, CC BY 3.0

Nikos Kazantzakis gravsted i Iraklio, Kreta. Af Pierre-Yves Lambert, 2005