1955 – Halldór Laxness: Kæmpeliv i Nord
Omslag af Ib Spang Olsen, 1955
Blandt de mange betydelige bedrifter, der gennem årene er udført ved oversættelser fra islandsk til dansk, er der al mulig grund til at fremhæve den stordåd, som Martin Larsen (1906-1964) ydede ved sin kongeniale transformation af Halldór Laxness’ roman Gerpla (1952) eller Kæmpeliv i Nord (1955).
Om denne bog har forfatteren i et interview (trykt i bogform 1972) udtalt, at den er uoversættelig, i og med at dens hele stil er søgt lagt så tæt op ad sagasproget som muligt. ”Jeg havde,” siger Laxness, ”som rettesnor overhovedet aldrig at benytte et ord, om hvilket det ikke var muligt at bevise, at det havde været til i sproget i det 11. århundrede.”
Dette konsekvent gennemførte valg hænger nøje sammen med værkets idé, som var at ”nedbygge” og afglorificere sagalitteraturens traditionelle helteideal og vise, hvordan heroisme i middelalderen, men vel også i forfatterens krigeriske samtid, fungerede som ideologisk filter mellem menneske og virkelighed og i sidste ende gjorde folk blinde for verden omkring dem.
Til dette formål valgte Halldór Laxness (1902-1998) en elsket klassiker, nemlig Fostbrødrenes saga (i sin ældste form formentlig skrevet i slutningen af det 13. århundrede, skønt dette er omdiskuteret), over de to uforfærdede slagsbrødre Torgejr Håvarssøn og Tormod Bersessøn, som sammen drager hærgende om i Islands nordvestlige egne og slår folk ihjel både med og uden gode grunde til det. De har, som titlen angiver, indgået fostbroderskab, sådan at den af dem, som lever længst, skal hævne den anden.
Indbyrdes er de nu ellers ret forskellige. Torgejr nærer som inkarneret kriger absolut ingen interesse for kvinder, hvorimod Tormod følelsesmæssigt pendler mellem to både stolte og erotisk spændende kærester, Tordis og Kulbryn. Hvad de to venner kan være fælles om, er selve fryden ved heltemod og dyrkelsen af det ideal, som Torgejr så effektivt praktiserer og Tormod propagerer for ved at gøre det, han er allerbedst til – at digte om heroismen for dennes egen skyld.
Sagaens handling udspiller sig fra ca. år 1000 frem til 1030, hvor Torgejr for længst er død og Tormod følger Olav den Hellige i døden i slaget ved Stiklestad. Dér slutter også Laxness’ roman. Men når den er ca. dobbelt så lang som sagaen, skyldes det, at den moderne forfatter også har villet skrive historie om især kong Olav og danske Knud den Store og i det hele taget prøve at tolke krigs- og brydningstiden i overgangen mellem hedenskab og kristendom.
Halldór Laxness 1955
Genremæssigt var forfatterens projekt at frembringe en fantastroman om to personer, som søger en universalsandhed. Ideologisk ønskede han at underminere helteidealet og vel egentlig også at sætte spørgsmålstegn ved maskuliniteten i dennes voldelige og magtgale former. Stilistisk var ambitionen at lave en sagapastiche og føre den helt til bunds, så den slog om i parodi. Derfor blev Gerpla så vild, så grotesk og så uimodståeligt morsom, måske en af forfatterskabets bedste og frieste bøger.
Men hvordan skulle man som oversætter transformere dette dialogiske spil med traditionen til gavn for danske læsere, som ikke kunne forventes at høre alle ekkoerne af sagaernes ordvalg og syntaks? Her valgte Martin Larsen at kopiere (og omhyggeligt overdrive!) et dansk sprog præget af Grundtvigs oversættelser af Saxo og Snorre Sturlussøn, hvorved teksten netop fik det underfundigt gammeldags præg, som værket havde brug for.
At det dermed lykkedes Martin Larsen at fordanske et uoversætteligt mesterværk, skyldes hans egen baggrund. Efter sin embedseksamen 1931 underviste han nogle år i gymnasiet og oversatte parallelt hermed Den Ældre Eddas gude- og heltekvad til dansk, men i 1946 blev han dansk lektor ved Islands Universitet, hvad der gav ham anledning til også at oversætte moderne litteratur – foruden Laxness tillige Þórbergur Þórðarson og den mindre betydelige Guðmundur Danielsson. Grundigt kendskab til såvel middelalderligt som moderne islandsk gik hånd i hånd med fin stilsans og overgiven humor, alt imens Larsen fra 1951 i sine alt for få sidste år passede sit job som lektor ved Gl. Hellerup Gymnasium.
Til sidst et par ord om romanens titel. Da Laxness kalder sin sagaparodi Gerpla, spiller han på en skik for kælenavne til særlig populære sagaer: Njals saga kaldes på islandsk Njála og Egil Skallegrimssøns saga kalder mange for Egla. Tilsvarende skal Gerpla (dannet over substantivet garpur = helt) betyde: ”Sagaen om de store helte“. Martin Larsen, som ikke havde danske kælenavne at lege med, valgte at tage sin titel fra Grundtvig: Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord. Genialt, må man sige.
Kæmpeliv i Nord (Gerpla, 1952); udgivet på Gyldendal, 1955, oversat fra islandsk af Martin Larsen. |
