TOP

1946 – Astrid Lindgren: Pippi Langstrømpe

Af ph.d. Anette Øster

Astrid Lindgrens bemærkelsesværdige bog Pippi Långstrump udkom første gang i 1945 og blev forfatterens helt store gennembrud. Allerede i 1946 udkom Pippi Langstrømpe på dansk i Johanne Bräuners oversættelse, på Skandinavisk Bogforlag. De følgende Pippi-bøger blev oversat af H.C.V. Flintholm i årene efter. Den nyeste oversættelse er ved Kina Bodenhoff og fra 2007. Hendes oversættelse tager udgangspunkt i en kritisk læsning af Anine Ruds nyoversættelser fra 1964 af de tre Pippi-bøger, som var de tilgængelige udgaver, indtil Kina Bodenhoff nyoversatte hele Astrid Lindgrens forfatterskab til dansk.

Vi møder Pippi første gang, da hun med sin hest Lille Gubben og aben Hr. Nilsson flytter ind i et gammelt hus i en forfalden have i udkanten af en lillebitte by. Huset hedder Villa Villekulla, og pigen hedder Pippilotta Viktualia Rullegardina Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, men kaldes blot Pippi, hun er ni år, har en masse fregner, gulerodsfarvede fletninger, der stritter ligeud i luften, en næse, som ligner en lille kartoffel, en stor mund og en lidt ejendommelig kjole, hun selv har syet af forskellige tøjstykker, en brun og en sort strømpe og kæmpestore sko. Og så er hun stærk. Så stærk, at hun kan løfte en hest. Pippis mor er i himlen, og faren er konge på Kurrekurredut-øen, så i Villa Villekulla bor kun Pippi, hr. Nilsson og hesten.

Ved siden af bor søskendeparret Tommy og Annika, et par helt almindelige og velopdragne børn. Børn af deres tid, og som de skildres i hovedparten af tidens børnelitteratur. Pippi derimod repræsenterer et nybrud i tidens litteratur og er et produkt af en fri opdragelse. Hun er et selvstændigt individ. En rund person med skygge- og solsider og ikke nær så endimensionel, som det ellers var kendetegnende for meget af samtidens børnelitteratur. Pippi er god og nysgerrig, men også naiv, uopdragen og fræk, social og ensom. Når Tommy og Annika om aftenen går hjem, sidder Pippi alene tilbage i sit køkken og ser op mod himlen, hvor hendes mor er. Hun er ikke alene Tommy og Annikas modsætning, men også en kontrast til de fleste svenske såvel som danske børn i 1940’erne.

Den svenske udgave af “Pippi går ombord”, af Ingrid Vang Nyman

Det er ikke kun Pippis udseende og adfærd, der adskiller sig fra normen, og som gør bogen til noget særegent, men også legen med sproget. Pippi opfinder sine egne ord og finder nye og alternative forklaringer på ords betydning eller udtale. Hun har en ironisk distance til de voksnes dobbeltmoral, som den kommer til udtryk i bl.a. sproget. Hun har en særlig evne til at konkretisere det abstrakte og tage alle udtalelser for pålydende. Pippi piller ved vores verdensbillede, hun sætter spørgsmålstegn ved sprogets totalitet og udfordrer til duel på ord, hun får os til at undres, hun tager altid barnets (og den svages) parti og gør oprør mod autoriteterne. Pippi nøjes ikke med at overveje, men handler, hun er let at distrahere og har sin helt egen logik. Eksempelvis begynder hun i skole, for går man ikke i skole, kan man heller ikke få ferie. Eller da hun sender Tommy og Annika hjem: Måske skulle I tage og gå hjem nu,” sagde Pippi, ”så I kan komme igen i morgen. For hvis I ikke går hjem, så kan I jo ikke komme igen. Og det ville være en skam.  Hun låser sin dør, men lader nøglen hænge ved siden af, og har hun besluttet sig for at vande blomsterne i haven, gør hun det, selv om det regner.

I Pippis verden vendes tingene på hovedet, og hun sætter spørgsmålstegn ved de voksnes logik og regler og opstiller sine egne. I Pippi Langstrømpe bliver fantasien til virkelighed. Far Efraim er virkelig konge på Kurrekurredut-øen. Pippi Langstrømpe kom i 2005 på UNESCO‘s liste over bevaringsværdige kulturelle værker. Bogen er i dag lige så populær som ved sin udgivelse, og der citeres ofte fra værket, ikke mindst Pippis mantra: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt!”

 

Pippi Langstrømpe (Pippi Långstrump, 1945); udgivet på Skandinavisk Bogforlag, 1946, oversat fra svensk af Johanne Bräuner. Genudgivet i 1964, oversat af Anine Rud, og på Gyldendal i 2007, oversat af Kina Bodenhoff.
Billedkreditering: © Ukendt – Astrids bilder (Public domain)
Billedkreditering, bogforside: © Ingrid Vang Nyman (Fair use)

Post a Comment