1945 – Franz Kafka: Processen

Af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

Hvad er det egentlig, man læser, når man læser den lille, knap 200 sider korte roman, på hvis titelblad der står: Franz Kafka Processen – På dansk ved H.C. Branner? Ja, tillad os her, måske lidt provokerende, at sige ligeud: at det vel for det første er et smukt lille værk af en for tre-fire generationer siden meget læst, men i dag delvis glemt, dansksproget forfatter til en række psykoanalytisk inspirerede, mere eller mindre samfundskritiske romaner og novellesamlinger med titler som Legetøj (1936), Om lidt er vi borte (1939) og To minutters stilhed (1944). Ja, tillad os her at sige, at den lille bog, der udkom i befrielsesåret 1945, vel for det første er et værk blandt andre i H.C. Branners livsværk: en lille, mareridtsagtig tekst om magt og afmagt, rationalitet og irrationalitet, skyld og uskyld, som kan (og velsagtens bør) læses som en kommentar til H.C. Branners andre tekster om det samme.

Og ja, så er det, man læser, naturligvis også det, man almindeligvis kalder en oversættelse: en tekst, hvis eventuelle kvalitet ikke kun kan bestå i dens egen prægnans eller elegance, men som også skal ligne den original, den imiterer.

Men ak, når det drejer sig om den tyskskrivende pragerjøde Franz Kafkas ikoniske romanfragment Der Prozess, er der, som bekendt, det penible ved sagen, at der knap nok foreligger nogen original. ”Oversat fra tysk efter ’Der Prozess’ (1925). Copyright 1935 by Schocken Verlag, Berlin” står der i kolofonen til H.C. Branners oversættelse. Og det viser jo straks, at H.C. Branner (der jo heller ikke kunne have gjort andet) har oversat efter forfatteren Max Brods redigerede version af det manuskript, som Franz Kafka kort før sin død i 1924 bad sin ven om at brænde: en redigeret version, som litteraturhistorikere siden har kritiseret for at have forkert placerede kapitler, med urette udeladte afsnit og mange andre fejl.

Af den grund fandt man det i 1981 nødvendigt at lade Per Øhrgaard nyoversætte Processen. Men der var også en anden grund: H.C. Branners oversættelse var for fri, mente man. Dette sås allerede i den første sætning. ”Jemand mußte Josef K. verleumdet haben, denn ohne daß er etwas Böses getan hätte, wurde er eines Morgens verhaftet,” står der på den første side af romanen. ”En eller anden måtte have aflagt falsk vidnesbyrd mod Josef K., for en morgen blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt”, står der måske lidt overforklarende hos H.C. Branner. Hvor finder han belæg for sit ”En eller anden” (’Jemand’ betyder jo blot ’nogen’)? spurgte man. Og hvor finder han belæg for sit ”falsk vidnesbyrd” (’verleumdet’ betyder jo blot ’bagtalt’)? spurgte man. Og Per Øhrgaard, der samtidig ønskede at fremhæve det konjunktiviske ’hätte’ i spørgsmålet om, hvorvidt Josef K. havde gjort noget ondt, præciserede derfor: ”Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.”

Franz Kafka, 1923

Forældedes H.C. Branners oversættelse, den dag Per Øhrgaards i øvrigt meget smukke oversættelse gik i trykken? Fik de danske læsere nu endelig et sandere indblik i den 30-årige bankansatte Josef K.s mareridtsagtige verden? Forstod de nu endelig, hvorfor et grusomt og uudgrundeligt retsvæsen anklagede Josef K. uden at meddele ham, hvad anklagen gik ud på? Nej. Per Øhrgaard præciserede måske, men det gådefulde forblev gådefuldt, og H.C. Branners oversættelse er under alle omstændigheder stadig rig på fine formuleringer. Er det lille, naturlige ’for’ i oversættelsen fra 1945 måske ikke at foretrække for det noget altmodische ’thi’ i oversættelsen fra 1981? I vores reol lader vi de to versioner stå ved siden af hinanden. Vi lader dem supplere hinanden. Og hvem ved? Måske slutter en tredje sig en dag til dem: en oversættelse, hvis titel, i betragtning af den måde, vi i dag bruger ordet ”proces” på, måske simpelthen burde være Retssagen.

Billedkreditering, bogforside: © H.-P.Haack – Antiquariat Dr. Haack Leipzig → Privatbesitz, CC BY 3.0

Billedkreditering, portræt: Anonym (the author never disclosed his identity); as much is indicated by omission of reference in 1958’s Archiv Frans Wagenbach.